Et kig ind i historien: Kümmersbuchs mølle åbner dørene

Et kig ind i historien: Kümmersbuchs mølle åbner dørene

Sidste søndag strømmede over 100 besøgende til den velbevarede mølle i Kümmersbuch for at deltage i en informativ rundvisning. Denne begivenhed fandt sted som en del af "Åben Monumentdag" og gav deltagerne mulighed for at få dybere indsigt i møllens historie og funktion. Den lokale vicevært Marianne Moosburger, mølleejeren Christian Schuller og møllespecialisten Josef Moosburger guidede interesserede gennem lokalerne og delte ud af deres omfattende viden.

Rundvisningen begyndte med en interessant forklaring på oprindelsen af ​​stednavnet Kümmersbuch, som sandsynligvis stammer fra "Chiuman bøgeskoven". I det 16. århundrede blev navnet allerede brugt i formen "Kümerspüch". Dengang var stedet ikke længere en del af Vilseck og Bambergklosteret, men tilhørte fogden i Hahnbach og Ambergs landsdommerkontor.

Møllens historie

Møllen blev overtaget af familien Karl von Alfons Siegert i 1939, efter at den blev fjernet fra det udvidede militære træningsområde i Grafenwöhr. Landmanden Josef Karl og hans familie drev møllen som bibeskæftigelse. I 1968 giftede datteren Marianne Karl sig med landmanden Adolf Schuller, som tilføjede en turbine til møllen for at generere energi. Møllen blev nedlagt i 1973, men blev ikke revet ned og i stedet kom et moderne selskabslokale til.

Et andet spændende aspekt af turen var forklaringen af ​​de strenge regler, der gjaldt for Müller. Bønderne kunne ikke selv bestemme, hvilken mølle de ville tage deres korn med til, da dette var bestemt af suverænen. Uddannelsen til møller varede i alt seks år, hvilket afspejler mølleindustriens store betydning for at brødføde befolkningen. Møllere skulle være dygtige til forskellige materialer såsom træ, metal, sten, læder, korn og vand for at udføre deres arbejde med succes.

Møllen i Kümmersbuch er en valsemølle, hvilket betyder, at kornet skal males flere gange for at producere fint mel. Besøgende lærte, at fræsningsprocessen ikke kun var enkel; det krævede flere trin for at opnå det endelige produkt. Efter den første formalingsproces fremstilles mel, efterfulgt af klid, semulje og til sidst mel. Melet var tidligere mørkere og mere nærende end nutidens, og mel blev også brugt som mad i nødens stunder.

Et andet interessant punkt var rollen som møllelægen, som var ansvarlig for komplekse reparationer og ofte var bedre betalt end en menneskelig læge. Arbejdet i møllen var ikke uden risiko, da møllerne ofte lå i fugtige områder og risikoen for brande og eksplosioner var høj. Derfor blev de for det meste bygget uden for landsbyerne.

Møllerne og deres familier levede ofte i deres egen verden, væk fra landsbylivets sociale normer. Møllen blev et kommunikationssted, hvor bønderne leverede deres korn og ventede på deres mel. Møllernes arbejdstøj var lavet af hør for at lede fugt væk fra huden. Sovevanerne blev også tilpasset forholdene, da møllerne ofte sov siddende for bedre at kunne trække vejret.

Arrangementet sluttede med en social del, hvor deltagerne sang sange om møllen og hørte gamle mølleord. Disse ordsprog afspejler den længsel og frihed, som mange forbinder med livet i møllen. Kümmersbucher Mølle er stadig et fascinerende stykke historie, der fører besøgende tilbage i tiden og lærer dem om møllernes betydning for regionen.